I år 2042 ramtes vor hovedstad Centropolis af en kæmpe kortslutning forårsaget af et lynnedslag i central databasen. Alt i byen gik i stå. Gaderne var et kaos. Intet kunne fungere før nye styresystemer kom op at køre, men ALT skulle programmeres på ny fra bunden af. Man regnede ud, at det ville tage 400 mand et halvt år...

I denne krisestund blev vort bystyre kontaktet af en mystisk mand, Thormod Kodex, som tilbød at gøre arbejdet ALENE på en UGE! Man tog ham ikke alvorligt. Han så heller ikke særlig tillidvækkende ud: Han var nærmest en krøbling. Han gik med stok og haltede voldsomt p.g.a. en klumpfod på højre ben, og foden så faktisk ud som den sad bagvendt på benet.
Men lovløsheden begyndte at udvikle sig i byen, og butikkerne begyndte at barrikadere deres indgange, så i desperation besluttede man at give hr. Kodex en chance...

3 dage senere var alle funktioner on line igen! INGEN forstod hvordan han havde båret sig ad, for han gjorde det hele alene ...Og vi får det aldrig at vide, for efter at have overvåget og passet systemerne i et par uger, var hr. Kodex en dag forsvundet.
Først var bystyret urolig over ikke at have nogen, som kendte strukturerne, men som årene gik uden driftsforstyrrelser glemte man den bekymring.
Den dag idag bliver Centropolis elforsyning, vandforsyning, personregister, finanssektor, transportsektor, retsarkiver osv. osv. styret af det samme system.

(Andre programmører har fremsat den teori, at Kodex systemets utrolige stabilitet må skyldes, at det ikke kun ligger ET sted, men er spejlet på adskillige servere, og hvis problemer opstår i koden på EN server, bliver det straks korrigeret ved kopiering fra en af de andre servere. Men ingen har fået lov til at afprøve denne teori, fordi bystyret ikke ønsker at man roder med et system, som virker SÅ perfekt.)

I årene der er gået, er Thormod Kodex næsten gået i glemmebogen. Der er dog blevet rejst en statue af ham på Datalist skolen, komplet med stok og klumpfod, og med hans motto hvormed han selv kommenterede sin bagvendte fod:
"Den der går baglæns kommer også afsted!"